onsdag den 8. december 2010

Rabarber muffins med hvid chokoladefrosting

Endnu en super opskrift på lækre amerikaner muffins, denne gang med lidt rabarber, som gør dem lette og friske i smagen.

Muffins:
50 g smør
25 g brun farin
90 g rørsukker
1 æg
50 g mandelmel (brug evt. fint blendede mandler uden skind)
75 g hvid chokolade
150 g fint snittede rabarber (også dem som ligger på frost fra sommeren)
½ moset banan
1½ dl mælk
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniliesukker
150 g mel

Smør, brun farin og rørsukker smeltes i en gryde. Pisk ægget i, og tilsæt herefter hvid chokolade (som smeltes i vandbad), mandelmel, rabarber og banan. Rør mælken i dejen og tilsæt bagepulver, vaniliesukker og mel.

Dejen fyldes i enten 12 store muffinsforme eller ca. 30 små forme.

Bages ved 175 g, midt i ovnen gerne med varmluft - store i ca. 15 min og små i ca. 10 min

Mens de bager laves den hvide chokolade frosting:

4 past. æggeblommer
60 gr. flormelis
100 g blødt smør
100 g smeltet hvid chokolade

Æggeblommerne piskes godt med flormelis og den bløde smør - gøres bedst med en elpisker, røremaskinen kommer ikke helt i bund. Smelt den hvide chokolade i vandbad, og lad den køle lidt af inden den røres i smørblandingen. Rør godt og kom den straks i en sprøjtepose.

Når muffins er afkølet, så sprøjt fint den hvide frosting rundt om kagen, så toppen er helt dækket. Drys evt. lidt farvet sukker på tilsidst - det giver lige det sidste lækre look, hvor alle siger wooow! Så for hytten hvor får man mange ros  :o)

Hvis man har bagt for mange muffins, kan disse fryses, og den hvide frosting kan lægges i køleskabet og kan holde sig i et par dage. Husk at tage det hele ud et par timer inden kagerne skal bruges!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar